Sygdom i Kina

For et par uger siden bukkede jeg endnu engang under for problemer med maven, men dette er jeg dog efterhånden blevet okay til at håndtere. Hvad der var værre, var nogle små røde knopper jeg var begyndt at få på mine arme, som vi lagde mærke til uden at tilegne det nogen større betydning. Jeg melder mig syg tirsdag, dagen efter, da jeg er ret skidt tilpas med maven og havde det lidt feberagtigt. De andre kommer hjem over middag og ser til mig, hvor de ser at de der røde knopper er blevet til røde pletter og plamager på mine arme, min hals, nakke og i mit ansigt.
Julie, der før Kina har været i Guatemala, fortæller mig at det godt kan være bed bugs, som er små kryb der bor i madrasser, vægge og gardiner, for så at komme ud for at suge dit blod om natten. Disse små herligheder kan bl.a. erhverves gennem besøg på hostels eller gennem indkøb af tøj eller tasker, som de sidder i. Det virkede dog bare lidt mærkeligt at Henrik, der sover 2 meter fra mig, slet ikke var påvirket. Der er også nogle der mener at dette er et voldsomt allergiudbrud, men det hele er ved at blive lidt for meget for mig, for det ser virkelig voldsomt ud og klør fuldstændig vanvittigt. Jeg bliver ret hurtigt enig med de andre om at det nok er en god idé at blive tjekket på hospitalet, så vi ringer til Sunny og får det arrangeret. Der er mulighed for at tage på et SOS-hospital hvor de taler ret godt engelsk, men det er rigtig dyrt, og nogle af de andre har klaret sig med et almindeligt hospital, så det burde jeg også kunne.
Emma tager med mig, da jeg i forvejen er ret nervøs for hospitaler og et hospital hvor de højst sandsynligt slet ikke forstår mig ordentligt, var skrækindjagende. Vi kommer ret hurtigt til på hospitalet, hvor det koster 200 yuan bare at komme ind til en læge, men så tænker jeg også at det ikke kan blive meget dyrere - dér tog jeg fejl! Lægen snakkede om bid fra mider og allergi, så vidt vi kunne forstå, indtil jeg bliver spurgt om jeg er interesseret i en blodtest. Umiddelbart har jeg bestemt ikke lyst til at en eller anden kineser skal til at prikke i mig med en nål, men til sidst bliver vi enige om at det nok er bedst for at blive sikker og Emma lover at holde mig i hånden.
Så skal vi lige betale lidt flere penge - 360 for blodprøven og 30 for noget vi ikke kan læse os frem til. Blodprøven går fint nok - den bliver taget af en gammel rar dame i beskidt kittel, men Emma siger at sprøjten bestemt så ordentlig ud. Jeg siger pænt tak, mens de står og har det lidt sjovt med at jeg bliver lidt svimmel af sprøjter. Efterfølgende begynder de at uddele medicin og før vi får set os om, står vi med 3 flasker med noget der skal smøres på huden, 2 flade pakker fyldt med blå piller, 2 pakker fyldt med mange tusind bittesmå brune piller og lige en lidt mere almindelig lille pakke med piller. Disse skulle alle tages og bruges på forskellige måder og tidspunkter - sikke et virvar! Før jeg havde set mig om, så havde jeg brugt 1050 yuan på medicin og lægebesøg. De gav mig besked på at ringe to dage efter og så komme igen næste tirsdag, samt blive lidt bedre til kinesisk hvis vi ville kunne bruge hospitalet igen. Vi kan allerede så meget mere kinesisk end da vi kom for 2 måneder siden, men det syntes den gamle hejre sgu ikke var nok.
Jeg smuttede derfor over til Sunny om torsdagen, for at få hende til at ringe ind for at få svaret - de kunne ikke rigtig finde ud af hvad der var galt andet end at det var en anafylaktisk reaktion (allergi), men jeg skulle stadig komme igen tirsdag.
Sunny beder efterfølgende om at se min medicin og hun får hurtigt smidt det tilbage i min taske med ordene; "I think that this medicin... It's no good. Chinese medicin is very slow". Hun fik også fortalt at jeg ikke umiddelbart virkede til at have brug for at tage tilbage for at blive tjekket, da dette højst sandsynligt ville være spild af tid og penge. Hun fortalte mig også at man skulle passe på, for det kinesiske sundhedsvæsen godt kunne halte lidt, fordi de var meget interesserede i at lave penge frem for at tage sig af sine medmennesker - "Chinese doctors have no heart". Sygeplejerskerne rendte også rundt med byttepenge og kvitteringer i lommen - det er noget meget mærkeligt noget!
Sunny gav mig så navnet på noget godt antihistamin og sendte mig på apoteket - dette kostede mig 17,2 yuan og 2 dage senere var jeg i meget bedre stand. Det gik lige lidt hurtigere med de piller.
Hvad kan man så lære af det? Undgå hospitalet, medmindre det er helt galt, for det er meget dyrt og deres medicin er frygteligt langsomt. Spørg Sunny, for hun har helt styr på det. Det var noget værre noget og jeg ville helst have undgået hospitalet, men jeg så sgu lidt farlig ud og så ville jeg bare gerne have hjælp.