Sygdom i Kina

For et par uger siden bukkede jeg endnu engang under for problemer med maven, men dette er jeg dog efterhånden blevet okay til at håndtere. Hvad der var værre, var nogle små røde knopper jeg var begyndt at få på mine arme, som vi lagde mærke til uden at tilegne det nogen større betydning. Jeg melder mig syg tirsdag, dagen efter, da jeg er ret skidt tilpas med maven og havde det lidt feberagtigt. De andre kommer hjem over middag og ser til mig, hvor de ser at de der røde knopper er blevet til røde pletter og plamager på mine arme, min hals, nakke og i mit ansigt.
Julie, der før Kina har været i Guatemala, fortæller mig at det godt kan være bed bugs, som er små kryb der bor i madrasser, vægge og gardiner, for så at komme ud for at suge dit blod om natten. Disse små herligheder kan bl.a. erhverves gennem besøg på hostels eller gennem indkøb af tøj eller tasker, som de sidder i. Det virkede dog bare lidt mærkeligt at Henrik, der sover 2 meter fra mig, slet ikke var påvirket. Der er også nogle der mener at dette er et voldsomt allergiudbrud, men det hele er ved at blive lidt for meget for mig, for det ser virkelig voldsomt ud og klør fuldstændig vanvittigt. Jeg bliver ret hurtigt enig med de andre om at det nok er en god idé at blive tjekket på hospitalet, så vi ringer til Sunny og får det arrangeret. Der er mulighed for at tage på et SOS-hospital hvor de taler ret godt engelsk, men det er rigtig dyrt, og nogle af de andre har klaret sig med et almindeligt hospital, så det burde jeg også kunne.
Emma tager med mig, da jeg i forvejen er ret nervøs for hospitaler og et hospital hvor de højst sandsynligt slet ikke forstår mig ordentligt, var skrækindjagende. Vi kommer ret hurtigt til på hospitalet, hvor det koster 200 yuan bare at komme ind til en læge, men så tænker jeg også at det ikke kan blive meget dyrere - dér tog jeg fejl! Lægen snakkede om bid fra mider og allergi, så vidt vi kunne forstå, indtil jeg bliver spurgt om jeg er interesseret i en blodtest. Umiddelbart har jeg bestemt ikke lyst til at en eller anden kineser skal til at prikke i mig med en nål, men til sidst bliver vi enige om at det nok er bedst for at blive sikker og Emma lover at holde mig i hånden.
Så skal vi lige betale lidt flere penge - 360 for blodprøven og 30 for noget vi ikke kan læse os frem til. Blodprøven går fint nok - den bliver taget af en gammel rar dame i beskidt kittel, men Emma siger at sprøjten bestemt så ordentlig ud. Jeg siger pænt tak, mens de står og har det lidt sjovt med at jeg bliver lidt svimmel af sprøjter. Efterfølgende begynder de at uddele medicin og før vi får set os om, står vi med 3 flasker med noget der skal smøres på huden, 2 flade pakker fyldt med blå piller, 2 pakker fyldt med mange tusind bittesmå brune piller og lige en lidt mere almindelig lille pakke med piller. Disse skulle alle tages og bruges på forskellige måder og tidspunkter - sikke et virvar! Før jeg havde set mig om, så havde jeg brugt 1050 yuan på medicin og lægebesøg. De gav mig besked på at ringe to dage efter og så komme igen næste tirsdag, samt blive lidt bedre til kinesisk hvis vi ville kunne bruge hospitalet igen. Vi kan allerede så meget mere kinesisk end da vi kom for 2 måneder siden, men det syntes den gamle hejre sgu ikke var nok.
Jeg smuttede derfor over til Sunny om torsdagen, for at få hende til at ringe ind for at få svaret - de kunne ikke rigtig finde ud af hvad der var galt andet end at det var en anafylaktisk reaktion (allergi), men jeg skulle stadig komme igen tirsdag.
Sunny beder efterfølgende om at se min medicin og hun får hurtigt smidt det tilbage i min taske med ordene; "I think that this medicin... It's no good. Chinese medicin is very slow". Hun fik også fortalt at jeg ikke umiddelbart virkede til at have brug for at tage tilbage for at blive tjekket, da dette højst sandsynligt ville være spild af tid og penge. Hun fortalte mig også at man skulle passe på, for det kinesiske sundhedsvæsen godt kunne halte lidt, fordi de var meget interesserede i at lave penge frem for at tage sig af sine medmennesker - "Chinese doctors have no heart". Sygeplejerskerne rendte også rundt med byttepenge og kvitteringer i lommen - det er noget meget mærkeligt noget!
Sunny gav mig så navnet på noget godt antihistamin og sendte mig på apoteket - dette kostede mig 17,2 yuan og 2 dage senere var jeg i meget bedre stand. Det gik lige lidt hurtigere med de piller.
Hvad kan man så lære af det? Undgå hospitalet, medmindre det er helt galt, for det er meget dyrt og deres medicin er frygteligt langsomt. Spørg Sunny, for hun har helt styr på det. Det var noget værre noget og jeg ville helst have undgået hospitalet, men jeg så sgu lidt farlig ud og så ville jeg bare gerne have hjælp.

Om at blive væk i Kina...

Jeg er over de sidste 2-3 uger blevet så meget væk i Kina, at jeg simpelthen har glemt at skrive på bloggen her - der undskyldes og nu skal I få!

I starten af måneden var vi en tur til Beijing i løbet af noget der hedder "tombsweeping holiday", som vi selvfølgelig ikke kunne holde medmindre vi arbejdede lørdag og søndag op til. Skørt, skørt, skørt - har aldrig før været bekendt med så arbejdsomme mennesker. Som man måske kan gætte, så er det noget med at hele familien tager ud og ordner deres afdødes grave, men dem har vi jo ikke nogle af herovre, så det blev til en 3-dages ferie i Beijing.

Da vi ankom søndag aften, tog vi et smut ud til fuglereden, det stadium der blev designet til OL 2008. KÆMPESTOR fis i en hornlygte - vi kiggede allesammen på dette

fesne stadium og i det samme fløj det ud af os; "Is that IT?!" Nå, men da skuffelsen havde lagt sig, så kunne vi da ligeså godt have det lidt sjovt. Der går rigtig mange udklædte kinesere rundt i Beijing, så Emma og jeg hoppede da bare hen til den første og den bedste Mickey Mouse for at få taget et billede - narj hvor vi posede og det gjorde Mickey også. Vi bliver færdige og vil så til at gå videre, da Mickey begynder at prikke til os og vise os et kryds med begge sine pegefingre. Jo, jo, Emma og jeg er jo ikke idioter og ved godt at dette er kinesernes måde at vise tallet "10" på. Men gu fanden da nej om vi skulle give den afdankede Mickey med mærkelige øjenvipper 10 yuan for et billede, når der bestemt ikke var blevet talt om nogen pris før poseringen! Vi begynder så at lege dumme turister og går videre - Mickey følger efter! Han følger faktisk efter ret længe og jeg har aldrig været mere bange for Mickey Mouse! Det var simpelthen for mærkeligt...

Dagen efter tog vi ud for at se Lama templet - templet med en 23 meter høj Buddha - skåret ud af ét enkelt stykke træ. Dette sted er en ret kendt destination for pilgrimme og buddhister, da mange kommer her for at bede til Buddha. Mange steder rundt om i templet kunne man ære Buddha ved at tænde tre røgelsespinde og bede. Jeg fik fat i en enkelt røgelsespind og fik da forsøgt at bede... Sådan bare lige for at prøve. Det var et rigtigt smukt tempel og mange steder var der flotte billeder og statuer af guder og dæmoner fra den buddhistiske religion.

Senere var vi en tur på perlemarkedet, hvor jeg fik brugt alt for mange penge, men der blev også købt fornuftigt - en 70 ltr backpack og løbe/vandresko (om de er gode må tiden vise). Næste gang jeg skal på perle eller silkemarkedet, så skal jeg have købt nogle gaver og nogle souvenirs, hvis ikke jeg er heldig på antikmarkedet i Tianjin.

Om aftenen tog vi til akrobatikshow - det var noget for sig. Jeg troede jo at det var noget fint noget og at man ville være meget respektfulde overfor showet, men kineserne aser og maser

og skændes for at få nogle pladser. De er ikke rigtig stille under showet og da de var færdige, så nåede akrobaterne knap nok at bukke før der var klappet færdig og sæderne var tomme. Det er lidt mærkeligt når man i Danmark nærmest bliver og klapper indtil at de bukker for femte gang. Det var ellers et rigtig flot show, men det blev lidt for circus-agtigt, da de rev en dødsdrome ud på scenen og der var 4 motorcykler der kørte rundt derinde i forskellige mønstre. Vi fik da sagt både "IIIIH", "UUUUUH" og "AAAAHH!", så man må sige at vi fik det vi kom efter.

Dagen efter var vi ude og se sommerpaladset - det var supersmukt! Det ville helt sikkert have været federe hvis man var kommet udenfor kinesernes feriedage, for de var godt nok over det hele. Vejret var dog superdejligt og jeg fik prøvet sådan en stor sød kartoffel d

er bages på tønder rundt omkring - nom nom nom!

Dagen efter var vi ude for at se kirsebærtræerne blomstre... Only one problem; de var ikke sprunget ud endnu. Der var også kinesere over det hele og vi blev igen mødt med kinesernes mærkelige forhold til dyr.

De solgte kyllinger og ællinger udenfor, som børnene så fik i en plastikpose med lidt avispapir, så rendte børnene ellers rundt med dem. De solgte også guldfisk... I småplastikbobler... I nøglering.

De er jo skøre! Det mindede mig om dengang i vinters hvor jeg mødte nogle små hunde der blev solgt på gaden i meget meget små b

ure og de var bestemt ikke gamle nok til at undvære deres mor. De frøs så meget og jeg var da også henne og plage de

andre om vi ikke kunne købe én og tage med hjem - den kunne bo inde hos mig og Henrik, så skulle vi nok passe den? NEJ! Så den lille hundebasse måtte blive hos den onde sælger. Det er altså noget mærkeligt noget, men man er nok et heldigt dyr hvis man har det godt i Kina.

Vi er også blevet presset ud i endnu et show, hvor vi blev nød til at lave ny dans til Cartoon Heroes og det gik selvfølgelig helt galt. Kort tid inden rendte jeg rundt i et Doraemon-kostume, hvilket er en meget berømt øreløs kat! Jeg rendte rundt med børneneog dansede lidt i konstumet - stort hit!

Ellers hygger jeg mig! Sidste weekend lavede vi god middag herhjemme med bearnaisesovs med kun ét elblus - skills!! Julie havde fået bearnaisesovs med hjemmefra i en nødpakke, så det var superlækkert og bagefter fortsatte vi ud i nattelivet sammen med nogle andre søde danskere vi har mødt hernede. Vejret er skønt og der er udsigt til en 5-dages tur til Xian om ikke så længe,

sammen med vores sweetie pie af en kontaktperson, Sunny!

Og apropos det der med at blive væk i Kina, så for jeg vild på vej hjem fra Binji ang Dao, hvilket var ganske frygteligt, for du kan ikke andet end at cykle og lede. Jeg ledte længe efter et eller andet jeg kunne genkende, men jeg var helt fortvivlet. Tianjin er jo enorm og hvis man bliver ved med at cykle i den forkerte retning, så kan man virkelig blive meget væk, for ingen kineser forstår dig når du spørger efter Pingshan Dao. Vores udtale af sidstnævnte er simpelthen for nærliggende Binjiang

Dao til at de kan forstå det ordentligt og mit visitkort til en restaurant der ligger lige ved vores lejlighed var ikke til megen nytte. Til sidst ser jeg dog TV-tårnet og så har jeg noget at pejle efter og det var fantastisk! Jeg kom hjem i et stykke og jeg nåede lige at være med til at lave wok herhjemme! Men jeg var godt nok lidt nervøs der...