Siden sidst har vi både været i Xi'an og i Beijing (igen-igen) og i dette indlæg vil jeg fortælle lidt om vores tredje tur til Beijing. Denne gang var vi 5 der kun tog en enkelt overnatning, hvor vi ankom fredag og nåede ud for at se Temple of Heaven, som er et tempel hvor kejserne fra Ming og Qing dynastierne, holdt årlige ceremonier for at bede til himlen med et ønske om en god høst. Det var meget smukt, men jeg havde dog forventet at det var lidt større. Der blev solgt roser i læssevis rundt omkring paladset, så der duftede helt fantastisk og vi nåede da også at blive godt høje på roseduft inden vi skulle videre.
Om aftenen var vi en kort tur på perlemarkedet hvor jeg fik købt nogle gaver.... Mere siger jeg ikke. Derefter fik vi allesammen spist sammen og vi delte os i to grupper for henholdsvis at gå hjem i seng eller tage en tur i bargaden.
Dagen efter stod den på en tur ud til 798, som er Beijings art district hvor adskillige kunstnere udstiller deres kunst henholdsvis på gaden og på alle gallerierne rundt omkring. Vi så også en plakat hvor der stod at Damien Hirst (fyren med tigerhajen i formaldehyd) havde tænkt sig at udstille i 798 i løbet af næste måned, så det er værd at overveje. Det var meget spændende at være derude og der var rigtig mange flotte kunstværker at se på - jeg var særligt fascineret af den installationskunst der var rundt omkring. Jeg synes altid jeg reagerer stærkere på kunst der er muligt at røre ved eller interagere med på en eller anden måde. Der er generelt rigtig mange fede ting at se og der var meget flot design i de små butikker rundt omkring.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar